Terapeutisk Healing og Massage - Klienthistorie Bente

BENTE

Om at slippe sin angst.

Bente blev i 1997 blev opereret for tyktarmskræft og derefter erklæret for rask. Efterfølgende følte hun sig deprimeret, trist og opgivende. Hun havde ondt i maven, spændte meget og vågnede tit om natten med uro og mareridt. På trods af at hun sov meget, følte hun sig aldrig udhvilet. Da hun var meget bange for tilbagefald, havde hun på Kræftens Bekæmpelses Rådgivningscenter fået seks psykologsamtaler og havde følt, at det havde hjulpet.

Ved vores første samtale synes hun, at det gik fremad, at hun var kommet mere i balance. Der var ting, der havde ændret sig for hende med hensyn til livsværdier, bl.a. var karrieren blevet mindre væsentlig. Men hun havde nu fået smerter over lænden.

Ved den første behandling oplevede jeg, at hun havde en god jordforbindelse. Ved massage af ryggen blev den helt opspændt. Hun fik en følelse af en klump i halsen og blev bange for ikke at kunne trække vejret. Hun græd overrasket over sin egen reaktion og følte, at hun havde gemt en masse følelser væk. Efter en halv time faldt hun til ro.
Ved næste behandling fortalte hun, at der havde været yderligere uro en time efter og flere dage, hvor "hjertet galopperede." Hun blev bange for at få det sådan igen og var også bange for næste behandling, men ønskede på trods af dette at komme igennem angsten.
I de følgende behandlinger kom frygten for tilbagefald af kræft tydeligere op. Hun havde flere smerter ved lænd og milt, kvalme og mere hovedpine og migræne. Ved massage af ryggen kom der igen frygt op, men nu var hun istand til at kontrollere det ved hjælp af åndedrættet.
Ved den fjerde behandling kom hun i kontakt med et sted inden i, hvor der ikke var frygt. Dette hjalp hende til at se, at noget af angsten ikke var dødsangst, men også handlede om den ændring, der var sat igang, og hvor der også skete en ændring i livsværdier. Hun kom i dybere kontakt med forsvundne kvaliteter og følte en helt ny form for blidhed og glæde. Samtidig blev hun yderligere klar på, hvad der var vigtigt for hende.
I de sidste behandlinger kom hun ind i megen fred, hvor hovedpinen og smerterne i lænden næsten var væk.

Efter behandlingernes afslutning udtrykte hun:

"Massagen har hjulpet mig utrolig meget både fysisk og psykisk.
På det fysiske plan: Jeg har fået indarbejdet nogle teknikker, som jeg bruger, når min krop ikke vil, som jeg vil.
På det psykiske plan: Jeg fik løst op for mine indeklemte "dårligdomme", og har lært at bearbejde disse, så det ikke bliver til fysisk "dårligdom". Jeg føler ,at jeg er blevet et andet menneske. Jeg har sluttet fred med mig selv."

Massagearbejdet har primært drejet sig om ryggen med de tilbageholdte følelser og spændinger. Derudover blev der arbejdet med åndedrættet, med - rytmen og pauserne - for at få bedre kontrol samt polarisering for at bedre balancen. Behandlingerne har handlet om at give støtte igennem en angstfyldt proces, og hun havde meget mod på og vilje til at konfrontere den.

Denne klient var i en proces i forvejen sat i gang gennem psykologsamtalerne. Via massagen fik hun en god kontakt med kroppen og med den angst, der var i hende. Gennem det følelsesforløsende i behandlingen fik hun ny indsigt og fornyet handlekraft. Derved kom hun i kontakt med sine kvaliteter på en ny måde. Dette frigjorde energien og mindskede trætheden. Hun sov bedre, og der er pt. ingen mareridt.